Det er muligt for butikker og andre betalingsmodtagere at søge om dispensation fra kontantreglen. En ansøgning om dispensation skal sendes til Finanstilsynet.
Det følger af § 1, stk. 7, i lov om betalinger, at erhvervsministeren helt eller delvist kan dispensere fra kontantreglen. Erhvervsministeren har ved brev af 9. januar 2020 delegeret dispensationsbeføjelsen til Finanstilsynet.
Finanstilsynet administrerer fra den 9. januar 2020 dispensationsmuligheden i overensstemmelse med den praksis, erhvervsministeren har fastlagt.
Kan I få dispensation?
Erhvervsministeren har fastlagt, at der skal være tale om betalingsmodtagere, der afvikler begivenheder
- af kort varighed,
- der kun forekommer én gang årligt og
- som afvikles inden for et afgrænset område, førend der kan tildeles dispensation.
Betalingsmodtagere, der ikke lever op til samtlige af de tre ovenstående punkter, kan ikke tildeles dispensation fra kontantreglen.
Sådan ansøger I om dispensation
Butikker og andre betalingsmodtagere skal ansøge Finanstilsynet, såfremt de ønsker dispensation fra § 81, stk. 1, i lov om betalinger. Ansøgningen skal indeholde oplysninger vedrørende:
-
ansøgeren selv, herunder navn og type af forretning,
-
begivenhedens varighed,
-
området begivenheden afholdes på, og
-
ansøgerens arrangement i øvrigt.
Ansøgninger skal sendes til Finanstilsynets hovedpostkasse på finanstilsynet@ftnet.dk.
Finanstilsynet gør opmærksom på, at sagsbehandlingstiden som udgangspunkt er 60 dage.
Nedenfor kan du finde links til dispensationer udstedt af Finanstilsynet.