Refinansieringsregistre

Læs mere om refinansieringsregistre, og hvordan du søger om tilladelse.

Baggrund

Den 1. januar 2014 blev der indført en række nye bestemmelser i lov om finansiel virksomhed (§§ 152 i-y), der omhandler pengeinstitutters mulighed for at søge om tilladelse til oprette og føre et refinansieringsregister. Finanstilsynet har udmøntet reglerne i en række bekendtgørelser, der trådte i kraft den 1. december 2014:

  • Bekendtgørelse om tilladelse til at oprette et refinansieringsregister.
  • Bekendtgørelse om indretning, registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiver i et refinansieringsregister.
  • Bekendtgørelse om pengeinstitutters videregivelse af væsentlig viden om aktiver i et refinansieringsregister.
  • Bekendtgørelse om dokumentation for opfyldelse af betingelserne for registrering som tilsynsførende.

Reglerne blev indført i dansk ret som en del af et større lovgivningsinitiativ, der skulle styrke markedet for erhvervsobligationer i Danmark og adgangen til finansiering for små og mellemstore virksomheder.

Reglerne giver pengeinstitutter mulighed for at lade en række lån m.v. til erhvervsvirksomheder indgå i en større pulje, der sælges videre til en såkaldt berettiget enhed, som derefter udsteder obligationer med sikkerhed i pengestrømmene fra lånene m.v. i puljen. Dette kaldes registerbaseret securitisering, idet overdragelsen af lån m.v. sker ved, at disse indføres i et såkaldt refinansieringsregister, som indeholder oplysninger om de enkelte lån. Ved at gøre dette opnår pengeinstituttet en mulighed for at frigøre likviditet fra sin balance, således at der kan ydes flere lån til de mindre virksomheder. Derudover kan pengeinstituttet anvende reglerne til at reducere deres kapitalkrav.

Pengeinstitutter skal ansøge om tilladelse hos Finanstilsynet til at oprette og føre et refinansieringsregister. Det fremgår af Finanstilsynets database over virksomheder under tilsyn, hvilke pengeinstitutter der har opnået en sådan tilladelse. Finanstilsynets fører derudover registre over de refinansieringstransaktioner, som de pågældende pengeinstitutter har gennemført.

Se Finanstilsynets register over repræsentanter for obligationsudstedelser

I forbindelse med transaktioner baseret på refinansieringsregistre kan der anvendes en såkaldt repræsentant. Reglerne i lov om finansiel virksomhed om refinansieringsregistre skal derfor ses i sammenhæng med reglerne om repræsentanter for obligationsudstedelser i lov om kapitalmarkeder. Disse regler giver mulighed for, at der kan udpeges og registreres en repræsentant i forbindelse med obligationsudstedelser, som fungerer som kontaktpunkt mellem udsteder og obligationsejerne. Se mere om disse regler her.

Overblik over ansøgnings- og indberetningsblanketter

Finanstilsynet har udarbejdet en række ansøgnings- og indberetningsblanketter, der skal bruges i forbindelse med oprettelse og anvendelse af refinansieringsregistre. Det drejer sig om følgende blanketter:

  • Ansøgning om tilladelse til at oprette og føre et refinansieringsregister
  • Ansøgning om registrering som tilsynsførende
  • Indberetning af transaktioner
  • Indberetning af sammenlægning og afvikling
  • Indberetning af øvrige ændringer

Læs nærmere om de enkelte blanketter nedenfor.

Ansøgning om tilladelse til at oprette og føre et refinansieringsregister

Når et pengeinstitut ønsker at anvende reglerne om refinansieringsregistre i §§ 152 i-y i lov om finansiel virksomhed, skal pengeinstituttet ansøge om og opnå tilladelse til dette. Ansøgningen skal leve op til kravene i § 152 i og i bekendtgørelse om tilladelse til at oprette et refinansieringsregister.

Det betyder bl.a. at der skal fremlægges en række instrukser og procedurer, der skal være med til at belyse, om pengeinstituttet har en tilstrækkelig organisation og ressourcer til at udføre opgaven med at oprette og føre refinansieringsregistret. Derfor vil kravene til at opnå tilladelse også variere fra institut til institut og ud fra, hvor komplekse transaktioner det forventes, at pengeinstituttet vil gennemføre.

Download anmeldelsesblanketten her. Vejledning til udfyldelse af blanketten er vedlagt blanketten.

Ansøgning om registrering som tilsynsførende

I forbindelse med refinansieringstransaktionen skal den berettigede enhed udpege en tilsynsførende for transaktionen. Denne tilsynsførende skal registreres hos Finanstilsynet og skal i den forbindelse dokumentere, at betingelserne i § 152 s i lov om finansiel virksomhed og i bekendtgørelse om dokumentation for opfyldelse af betingelserne for registrering som tilsynsførende er opfyldt.

Den tilsynsførende skal registreres på ny i forbindelse med hver enkelt transaktion.

Det betyder bl.a., at den tilsynsførende skal redegøre for sine kompetencer, sine medarbejderes kompetencer og sine arbejdsgange. Derudover skal den tilsynsførende f.eks. dokumentere, at der er tegnet ansvarsforsikring for den tilsynsførendes aktiviteter. Kravene til den tilsynsførende vil variere afhængigt af kompleksiteten af den konkrete transaktion.

Download anmeldelsesblanketten her. Vejledning til udfyldelse af blanketten er vedlagt blanketten.

Indberetning af transaktioner

Når et pengeinstitut har opnået tilladelse til at oprette og føre et refinansieringsregister, skal etablering af de enkelte transaktioner indberettes til Finanstilsynet, således at det offentlige register over pengeinstitutter med tilladelse til at oprette og føre refinansieringsregistre kan holdes opdateret. Der skal endvidere ske indberetning ved afslutning af transaktioner.

Download anmeldelsesblanketten her. Vejledning til udfyldelse af blanketten er vedlagt blanketten.

Indberetning af sammenlægning og afvikling

Hvis det pengeinstitut, der har opnået tilladelse til at oprette og føre refinansieringsregistre, sammenlægges med et andet institut, skal dette meddeles til Finanstilsynet, således at det offentligt tilgængelige register kan holdes opdateret. Det samme gør sig gældende, hvis instituttet afvikles eller overtages.

Download anmeldelsesblanketten her. Vejledning til udfyldelse af blanketten er vedlagt blanketten.

Indberetning af øvrige ændringer

Finanstilsynet skal have meddelelse om ændringer af forhold, der er indført i det offentlige register. Derfor indberettes den berettigede enheds overdragelse til eje af aktiverne i refinansieringsregistret, udpegninger af nye tilsynsførende eller repræsentanter og nedlæggelse af refinansieringsregistret. Sidstnævnte kræver, at der vedhæftes samtykke fra de, der har rettigheder over aktiverne i registret.

Download anmeldelsesblanketten her. Vejledning til udfyldelse af blanketten er vedlagt blanketten.

Registret

Finanstilsynets fører registre over de refinansieringstransaktioner, som pengeinstitutter med tilladelse til at oprette og føre et refinansieringsregister, har gennemført.

Finanstilsynets registre vedrørende refinansieringstransaktioner

Registrene indeholder bl.a. oplysning om:

  • Aktive refinansieringstransaktioner.
  • Tilsynsførende på de enkelte transaktioner.
  • ISIN-kode, størrelse, valuta og udløbsdato på de enkelte udstedelser.
  • Eventuelle repræsentanter på de enkelte udstedelser.
  • Om pengeinstituttet har lavet udstedelser sammen med andre og i så fald hvilke andre pengeinstitutter, der er involveret.
Senest opdateret 06-11-2019

Kontakt

Udfyldte blanketter og tilhørende bilag sendes til finanstilsynet@ftnet.dk, att. ILKA. Emailen kan sendes som sikker e-post med Digital Signatur.