Læs og skriv Digital Post på vegne af en anden
Med en læse- og skriveadgang til Digital Post kan du hjælpe dine nærmeste med at skrive og besvare post fra offentlige myndigheder, fx fra kommunen eller hospitalet.
Guide: Bliv klogere på fuldmagter
Med en fuldmagt kan du hjælpe en af dine nærmeste, fx med at søge pension.
Sådan kan du også hjælpe digitalt
Mange borgere får hjælp til deres digitale gøremål fra pårørende, gode venner eller andre. Men det kan ind imellem være svært at finde ud af, hvordan man kan og må hjælpe digitalt. Det er særligt relevant for dig, der hjælper et familiemedlem, en god ven eller en anden, som du har en tillidsfuld relation til.
En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, som kan sættes i kraft en gang i fremtiden. Det kan blive relevant, hvis den, du hjælper, bliver syg eller mentalt svækket og dermed mister evnen til at tage vare på sine økonomiske eller personlige forhold.
Med en fremtidsfuldmagt kan den, du hjælper, vælge personer en eller flere til at handle på sine vegne i fremtiden.
Hvornår opretter man en fremtidsfuldmagt?
Fremtidsfuldmagten skal oprettes, mens den, du hjælper, er i stand til at forstå og overskue konsekvenserne af at afgive en fremtidsfuldmagt.
Hvordan sætter jeg en fremtidsfuldmagt i kraft?
For at sætte en fremtidsfuldmagt i kraft skal du ansøge hos Familieretshuset. Det er Familieretshuset, der vurderer, om det kan lade sig gøre i jeres tilfælde.
Hvis du er it-frivillig i en organisation, på biblioteket eller lignende, kan du finde undervisningsmateriale og anden information målrettet lige netop dig på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.
Du må gerne hjælpe en anden med at anvende MitID, men du skal være opmærksom på, at MitID er personligt. Du må derfor hverken kende en anden persons koder eller bruge MitID app, kodeviser eller kodeoplæser for den, du hjælper. Derfor skal du huske at kigge væk, når den, du hjælper, indtaster brugernavn, pinkode og adgangskode.
Det er ikke muligt at få fuldmagt til at anvende en anden persons MitID. Hvis den, du hjælper, ikke selv kan håndtere sit MitID, så skal vedkommende ikke have MitID.
Support til MitID
Du kan få hjælp til MitID ved at ringe til MitID-supporten på telefon 33 98 00 10.
Når du ringer på vegne af en anden, skal personen befinde sig fysik sammen med dig og selv kunne oplyse fx sit bruger-ID til supporten.
På mitid.dk kan du læse mere om, hvordan du kan hjælpe andre med at få og anvende MitID.
Hvis den, du hjælper, af forskellige årsager ikke kan være digital, er der hjælp at hente. Offentlige myndigheder har pligt til at give borgere, der ikke er digitale, adgang til alle offentlige services.
Fritagelse fra Digital Post - og hvad det betyder
Du kan blive fritaget fra Digital Post. Det betyder, at:
- du i stedet vil modtage post fra offentlige myndigheder som papirpost
- at du automatisk er fritaget fra krav om at anvende offentlige selvbetjeninger og fx kan anvende en papirblanket i stedet.
Hvis man er fritaget fra Digital Post, har man ret til at blive tilbudt et alternativ til digital selvbetjening. Man skal blot oplyst, at man er fritaget, når man henvender sig til myndigheden.
Hvis man ikke er fritaget fra Digital Post, kan man få stillet et alternativ til digital selvbetjening til rådighed hos den relevante myndighed, hvis særlige forhold gør, at man ikke kan anvende den relevante digitale selvbetjening.