Id’er i Wallet og anonymitet

Når du tilføjer et id, vil Apple og de udstedende myndigheder bruge dine identitetsoplysninger og andre godkendelsesoplysninger, du indsender, til at forhindre svindel.
 

Id-kort i Wallet er udviklet, så det er nemt, hurtigt og mere sikkert at fremvise et kørekort eller officielt udstedt id.

Privacy Icon

  • Apple og de udstedende myndigheder ved ikke, hvornår eller til hvem du fremviser dit kørekort eller officielt udstedte id.
  • Apple ser og opbevarer ikke billeder af dit id. Apple bruger kun begrænsede oplysninger fra dit kørekort eller officielt udstedte id til at forhindre svindel under indstillingen og til at vise dit kørekort eller officielt udstedte id i Wallet.
  • Når du fremviser dit id, vil din enhed kun vise de specifikke oplysninger, der anmodes om, og oplysningerne vises kun med din godkendelse.
  • Når du tilføjer et kørekort eller officielt udstedt id, vil Apple og de udstedende myndigheder bruge dine identitetsoplysninger, oplysninger om dit Apple‑id, brugsmønstre for enheden og enhedsindstillinger til at kontrollere din identitet og forhindre svindel.
  • Andre godkendelsesoplysninger, du indsender, når du tilføjer et id, såsom dit foto og registrerede ansigts- og hovedbevægelser, vil blive brugt af Apple til forebyggelse af svindel for denne funktion og opbevares kun, indtil de udstedende myndigheder godkender eller afslår, at dit kørekort eller officielt udstedte id kan føjes til Wallet.

Med id-kort i Wallet er det nemt, hurtigt og mere sikkert at fremvise et kørekort eller officielt udstedt id.

Tilføjelse af id-kort

Hvis du vil tilføje et id-kort, vil du blive bedt om at tage et foto af forsiden og bagsiden af dit kørekort eller et officielt udstedt id. Enheden evaluerer kvaliteten og typen af billederne for at sikre, at de billeder, du leverer, vil blive accepteret af de udstedende myndigheder. Billederne af id-kortet krypteres på enheden og sendes til de udstedende myndigheder, som kan dele dem med en tredjepartsudbyder af tjenester til identitetskontrol. Apple ser eller gemmer ikke billeder af dit id-kort. Enheden læser stregkoden på dit id-kort og deler dit navn, din adresse og fødselsdato med Apple med henblik på identitetskontrol og at forhindre svindel. Apple kan fortsætte med at gemme oplysninger om resultatet af identitetskontrollen, f.eks. om identitetsoplysningerne blev bekræftet, for at understøtte funktionen og forebygge svindel på underordnede Apple-platforme, men vil ikke gemme underordnede identitetsoplysninger (f.eks. din fødselsdato, som kan læses ud fra stregkoden).

Du bliver bedt om at tage et billede af dig selv for at sikre, at den person, der føjer id-kortet til Wallet, er den samme person som den, der ejer id-kortet. Ligesom med billederne af forsiden og bagsiden af dit id-kort vil enheden evaluere kvaliteten af det foto, du leverer, for at sikre, at fotoet vil blive accepteret af de udstedende myndigheder. Fotoet krypteres på enheden og sendes til de udstedende myndigheder, så de kan sammenligne det med en arkiveret kopi af dit id-kort. De udstedende myndigheder behandler fotoet i overensstemmelse med egne anonymitetspolitikker, hvilket kan betyde, at de har lov til at bruge ansigtsgenkendelsesteknologi. Apple opbevarer ikke dit foto. Du vil blive bedt om at udføre en række ansigts- og hovedbevægelser, inden dit foto indsendes til de udstedende myndigheder, med henblik på at forhindre svindel. Disse bevægelser evalueres af enheden og Apple for at sikre, at fotoet, der indsendes, er af en levende person, og at det er den samme person på fotoet som den person, der er i gang med at føje et kørekort eller officielt udstedt id til Wallet. Oplysninger om bevægelserne, men ikke selve optagelsen eller videoen af bevægelserne, gemmes på en måde, der er knyttet til dig, mens du er i gang med at tilføje dit id.

Oplysninger om din Apple-konto, brug af enheden og indstillinger samt oplysninger om dit foto og dine ansigts- og hovedbevægelser deles med Apple med henblik på at forhindre svindel. På baggrund af disse oplysninger vil Apple dele tegn på svindel med de udstedende myndigheder med henblik på at forhindre svindel. De udstedende myndigheder, og ikke Apple, skal godkende, om du må føje dit kørekort eller officielt udstedte id til Wallet. I nogle tilfælde kan de udstedende myndigheder bede om flere oplysninger eller lave en aftale om et personligt møde. Apple kan modtage oplysninger om, at de udstedende myndigheder kræver yderligere godkendelse og typen af godkendelse (som f.eks. et personligt møde). Med henblik på at administrere og forbedre funktionen beholder Apple disse oplysninger på en måde, der kun er knyttet til dig, mens de udstedende myndigheder er i gang med at træffe en afgørelse angående godkendelse af anmodningen om at føje dit id til Wallet. I nogle tilfælde kan de udstedende myndigheder give dig en bekræftelseskode, efter at de har kigget de yderligere oplysninger igennem. Bekræftelseskoden krypteres på enheden og sendes til de udstedende myndigheder. Apple ser eller gemmer ikke bekræftelseskoden. De udstedende myndigheder kan oplyse Apple om godkendelsesstatus (f.eks. i gang eller godkendt), så Apple kan sende opdateringer til din enhed og hjælpe med at administrere dit kørekort eller officielt udstedte id i Wallet.

Når de udstedende myndigheder har godkendt tilføjelse af dit kørekort eller officielt udstedte id i Wallet, gemmes oplysningerne om dit kørekort eller officielt udstedte id i krypteret format, der kun kan dekrypteres vha. Secure Enclave på din enhed. Du kan altid se disse oplysninger ved at gå til Wallet, kigge på bagsiden af dit id-kort, trykke på “Kørekortoplysninger” eller “Oplysninger om officielt udstedt id” og godkende. Apple kan ikke se disse oplysninger. Læs mere om Secure Enclave på support.apple.com/da-dk/guide/security/secure-enclave-sec59b0b31ff/web.

Du vil blive bedt om at knytte dit id-kort til et Face ID-udseende eller et biometrisk id vha. Touch ID for at hjælpe med at beskytte dit id-kort mod uautoriseret adgang eller fremvisning. Det er kun muligt at fremvise dit id eller oplysninger fra dit id ved at bruge den valgte godkendelsesmetode og det biometriske id, som du knyttede til dit id under indstillingen. Andre godkendelsesmetoder kan være tilgængelige afhængigt af enhedsindstillingerne. Din enhed, og ikke Apple, gemmer din godkendelsesmetode. Hvis du har valgt at godkende med Touch ID, kan du altid ændre din tilknyttede godkendelsesmetode ved at gå til Wallet, kigge på bagsiden af dit id-kort og trykke på Erstat fingeraftryk. Hvis du har valgt at godkende med Face ID og vil ændre din godkendelsesmetode, skal du slette dit id-kort og føje det til Wallet igen med den nye godkendelsesmetode.

Fremvisning af dit id-kort

Du kan fysisk fremvise dit id-kort ved at holde din iPhone eller dit Apple Watch tæt på en id-læser for at modtage oplysninger om, hvem der anmoder om dit id, og hvilke oplysninger fra dit id-kort der anmodes om. Efter godkendelsen vil din enhed etablere en direkte forbindelse, som er krypteret fra start til slut, til id-læseren og overføre de godkendte oplysninger.

Apps, der kræver bevis på alder eller identitet for at få adgang til deres varer eller tjenester, viser en samtykkeerklæring med de specifikke oplysninger, der anmodes om, og hvor længe de oplysninger opbevares af den pågældende app. Efter godkendelsen vil din enhed overføre krypterede data, der indeholder de godkendte oplysninger til appen. De krypterede data indeholder en digital signatur fra de udstedende myndigheder, der er unik for dit id-kort, så appen kan bekræfte, at dit id-kort er gyldigt.

Du kan trykke på dit id-kort i Wallet for at se oplysninger om tidligere visninger, herunder hvornår, hvor og til hvem du fremviste dit id-kort samt de specifikke oplysninger, der blev vist. Disse oplysninger fremstilles af din enhed, så hverken Apple eller de udstedende myndigheder ved eller kan registrere hvornår, hvor eller til hvem du fremviser dit id-kort.

Administration af dit id-kort

Du kan altid administrere dit id-kort ved at trykke på dit officielt udstedte id eller kørekort i Wallet. For at hjælpe med at beskytte din anonymitet og holde oplysningerne om dit id-kort sikre, vil du blive bedt om at godkende, før du kan se dine identitetsoplysninger. Du skal kontakte de udstedende myndigheder, hvis du vil ajourføre eller ændre oplysningerne om dit id-kort. De udstedende myndigheder hjælper med at administrere dit kørekort eller officielt udstedte id i Wallet ved med jævne mellemrum at informere Apple om, at dit kørekort eller officielt udstedte id stadig er gyldigt. Apple modtager desuden oplysninger om eventuelle ændringer, der har med dit id-kort at gøre, fra de udstedende myndigheder. Det kan bl.a. være, hvis du ændrer din adresse, eller status for kortet ændres (f.eks. fra aktiv til passiv). Apple modtager ikke detaljerne om ændringen, som f.eks. den ændrede adresse. Apple opbevarer oplysninger om ændringer, der har med dit id-kort at gøre, f.eks. om status for kortet ændres, så længe du har et id-kort i Wallet. Disse oplysninger vil kun blive brugt med henblik på at forhindre svindel og af sikkerhedsmæssige årsager.

Du kan altid slette et id-kort fra Wallet ved at kigge på bagsiden af id-kortet i Wallet og trykke på “Fjern dette kørekort” eller “Fjern dette officielt udstedte id”. Hvis du fjerner et id-kort, slettes historikken over kortvisninger også fra din enhed.

Forbedring af id-kort

Hvis du har indvilliget i at give disse oplysninger til Apple, indsamler Apple anonymt din alder, dit køn, din race/etnicitet (hvis tilgængelig) og din sandsynlige hudfarve fra dit kørekort eller officielt udstedte id samt statens afgørelse vedrørede udstedelse af et id-kort til dig til Wallet. Apple bruger disse oplysninger til at holde øje med eventuel diskrimination i processen med identitetsbekræftelse. Du kan gennemgå oplysningerne eller ændre dit samtykke på din iOS-enhed ved at gå til Indstillinger > Anonymitet > Analyse og forbedringer.

Apple bruger ingen andre oplysninger, der vises på selve id-kortet, såsom dit navn eller din fødselsdato, til at forbedre kørekort eller officielt udstedte id-kort i Wallet. Data om id-kort, der ikke er knyttet til dig, kan blive opbevaret og brugt til at forbedre funktionen og andre Apple-produkter og -tjenester. Apple kan f.eks. opbevare anonyme og samlede oplysninger om problemer med at føje id-kort til Wallet for at hjælpe med at forbedre funktionen. Med henblik på at forbedre id-kort i Wallet kan Apple også bruge anonymiserede oplysninger, der indsamles fra dig eller modtages fra de udstedende myndigheder i forbindelse med denne funktion. For eksempel modtager Apple oplysninger om kvaliteten af de billeder, der indsendes, når du føjer dit id-kort til Wallet, og om billederne blev godkendt af de udstedende myndigheder. Apple kan f.eks. anonymisere og bruge disse oplysninger til at hjælpe med at forbedre din enheds evne til at evaluere billederne, der skal indsendes, eller give brugere bedre instruktioner om, hvordan man tager billeder, der vil blive godkendt af de udstedende myndigheder.

Andet

Apple deler muligvis oplysninger med tjenesteudbydere, som er forpligtet til at håndtere oplysningerne i overensstemmelse med denne meddelelse og Apples instruktioner, er forpligtet til at bruge rimelige sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte de personlige data, de modtager, og som skal slette de personlige data, når de har udført tjenesterne, medmindre det kræves af loven, at de gemmes, eller hvis du har givet dit samtykke til det.
Apple opbevarer kun personlige data, så længe det er nødvendigt i forbindelse med de formål, de blev indsamlet til, herunder som beskrevet i denne meddelelse og i overensstemmelse med Apples anonymitetspolitik eller som lovgivningen foreskriver. Når vi fastslår længden på opbevaringsperioder, undersøger vi først grundigt, om det er nødvendigt at opbevare de indsamlede personlige data, og hvis opbevaring kræves, arbejder vi på at opbevare de personlige data i så kort tid, som det er muligt i henhold til lovgivningen.

Oplysninger indsamlet af Apple vil altid blive behandlet i overensstemmelse med Apples anonymitetspolitik, som kan læses på www.apple.com/dk/privacy

Udgivelsesdato: 12. december 2022