Eksporter til Word-, PDF- eller et andet arkivformat i Pages på Mac
Hvis du vil konvertere et Pages-dokument til et andet format, skal du eksportere det i det nye format. Det er praktisk, når du skal sende dokumentet til personer, der bruger en anden app. Evt. ændringer foretaget i det eksporterede dokument har ingen indflydelse på originalen.
Hvis du har tilføjet markeringer eller redigeringer ved hjælp af smarte noter, vises de ikke i eksporterede Word-, EPUB-, alm. tekst- (TXT) og Pages ’09-dokumenter. Du kan eksportere et dokument til PDF eller billedarkiv med eller uden smarte noter og kommentarer.
Bemærk: Hvis originalarkivet er udstyret med en adgangskode, anvendes den også på kopier eksporteret i PDF-, Word- og Pages ’09-format, men du kan ændre eller fjerne den.
Gem en kopi af et Pages-dokument i et andet format
Åbn dokumentet, og vælg Arkiv > Eksporter til > [arkivformat] (på Arkivmenuen øverst på skærmen).
Angiv eksportindstillinger:
PDF: Disse arkiver kan åbnes og sommetider redigeres med apps som Billedfremviser og Adobe Acrobat. Klik på lokalmenuen Billedkvalitet, og vælg en indstilling (jo højere kvalitet, jo større bliver arkivet). Hvis du har tilføjet et billede, en tegning, lyd eller videobeskrivelser til hjælpemiddelteknologier (f.eks. VoiceOver), eksporteres de automatisk. Vælg det tilhørende afkrydsningsfelt for at inkludere smarte noter eller kommentarer. Klik på Avancerede indstillinger, og vælg Til, hvis du vil inkludere tilgængelighedsmærker til store tabeller.
EPUB: Brug dette format til at gøre dit dokument læsbart i en e-bogslæser (f.eks. Apple Books). Indtast titlen og forfatterens navn, og vælg en mulighed til omslag.
Kun til tekstbehandlingsdokumenter: Vælg en layouttype. Et fast layout bevarer dokumentets layout og er bedst til dokumenter med flere spalter eller mange billeder. Et layout, der kan ombrydes, tilpasses skærmens størrelse og retning og lader brugerne ændre skriftstørrelsen. Det passer bedst til dokumenter med meget tekst.
Hvis du vil indstille flere funktioner, skal du klikke på pilen ud for Avancerede indstillinger og derefter vælge en kategori, angive dokumentets sprog, indstille oversigten til én side eller to sider og vælge, om indholdsfortegnelsen skal inkluderes, og om skrifter skal integreres.
Alm. tekst (TXT): Brødtekst eksporteres som uformateret tekst. Tekstfelter, figurer, billeder, streger, tabeller og diagrammer eksporteres ikke. Sidelayoutdokumenter kan ikke eksporteres i TXT-format.
Tip: Du kan se, om det er et tekstbehandlings- eller sidelayoutdokument, ved at klikke på på værktøjslinjen. Hvis fanen Bogmærker findes øverst i indholdsoversigten, er det et tekstbehandlingsdokument.
RTF (Rich Text Format): Brødtekst og tabeller eksporteres som formateret tekst og formaterede tabeller (RTF). Hvis dokumentet indeholder tekstfelter, figurer, streger og diagrammer, der kan eksporteres, bliver de eksporteret som billeder, og dokumentet bliver eksporteret i RTFD-format. Et RTFD-arkiv kan måske ikke åbnes i andre apps. Sidelayoutdokumenter kan ikke eksporteres i RTF- eller RTFD-format.
Billeder: Vælg de sider, du vil eksportere som billeder, og vælg et billedformat for dit dokument. Jo højere billedkvalitet, jo større arkivstørrelse. Brug afkrydsningsfelterne for at inkludere kommentarer og smarte noter.
Pages ’09: Dette format kan åbnes i Pages 4.0 til 4.3 på en Mac.
Hvis der er et afkrydsningsfelt til en adgangskode, skal du gøre et af følgende:
Indstil en adgangskode: Vælg afkrydsningsfeltet “Bed om adgangskode for at åbne”, og indtast en adgangskode. Den anvendes kun på den eksporterede kopi.
Bevar adgangskoden til det originale dokument: Sørg for, at afkrydsningsfeltet “Bed om adgangskode for at åbne” er valgt.
Brug en anden adgangskode til den eksporterede kopi: Vælg afkrydsningsfeltet “Bed om adgangskode for at åbne”, klik på Skift adgangskode, og vælg en ny adgangskode.
Eksporter kopien uden en adgangskode: Fravælg afkrydsningsfeltet “Bed om adgangskode for at åbne”.
Klik på Næste, og skriv et navn til dokumentet (uden arkivendelsen, f.eks. .pdf eller .epub, som automatisk føjes til navnet).
Indtast et eller flere mærker (valgfrit).
Du vælger, hvor den eksporterede kopi skal gemmes, ved at klikke på lokalmenuen Hvor, vælge en placering og derefter klikke på Eksporter.
Eksporter en bog eller et andet dokument i EPUB-format
Du kan eksportere et dokument i EPUB-format for at gøre det muligt at læse det i en e-bogslæser (f.eks. Apple Books).
Åbn dokumentet, og vælg Arkiv > Eksporter til > EPUB (på Arkivmenuen øverst på skærmen).
Indtast de nødvendige oplysninger:
Titel og forfatter: Skriv den titel og forfatter, læserne skal se, hvis du publicerer dokumentet.
Omslag: Brug dokumentets første side, eller vælg et PDF- eller billedarkiv.
Layout: Til et tekstbehandlingsdokument kan du vælge “Fast layout” for at bevare sidens layout eller “Kan ombrydes igen”, så læserne kan tilpasse skriftstørrelsen og -formatet (og muligvis ændre, hvor meget indhold der er synligt på hver side). Sidelayoutdokumenter kan kun bruge et fast layout.
Kategori og sprog: Klik på Avancerede indstillinger, og tildel derefter en kategori til EPUB-dokumentet, og angiv dokumentets sprog.
Vis som: Klik på Avancerede indstillinger og vælg derefter Enkelt side for at vise en side ad gangen eller To Sider for at vise et opslag på to sider.
Brug indholdsfortegnelse: Klik på Avancerede indstillinger, og vælg derefter Brug indholdsfortegnelse, hvis du vil inkludere den indholdsfortegnelse, du har oprettet.
Integrer skrifter: Klik på Avancerede indstillinger, og vælg afkrydsningsfeltet for at inkludere TrueType- og OpenType-skrifter i dit EPUB-arkiv.
Klik på Næste, og skriv et navn til dokumentet.
Arkivendelsen .epub føjes automatisk til dokumentnavnet.
Indtast et eller flere mærker (valgfrit).
Du vælger, hvor dokumentet skal gemmes, ved at klikke på lokalmenuen Hvor, vælge en placering og derefter klikke på Eksporter.
Du kan klargøre bogen, så den kan købes eller hentes i Apple Books, ved at publicere den til Apple Books direkte fra Pages. Der oprettes et EPUB-arkiv under processen. Du behøver ikke at eksportere bogen i EPUB-format først.