Tilslut og brug andre lagerenheder med Mac
Eksterne harddiske, USB-nøgler, USB-drev og Flash-hukommelseskort er eksempler på lagringsenheder, som du kan slutte til din Mac vha. Thunderbolt-, USB- eller USB-C-kabler, eller som du kan tilslutte trådløst vha. Bluetooth trådløs teknologi.
Lagringsenheder (f.eks. eksterne harddiske) kan også være tilgængelige på dit netværk. Du kan desuden indsætte flashhukommelseskort fra et kamera eller en anden enhed i SDXC-kortpladsen på din Mac. Hvis der ikke er en kortplads i din Mac, kan du få adgang til dataene på flashhukommelseskortet via en tilsluttet kortlæser.
Når du har tilsluttet lagringsenheden, kan du flytte arkiver fra din Mac til lagringsenheden eller fra lagringsenheden til din Mac.
Se Brug USB-C-kabler med Mac, hvis din Mac har en USB-C-port.
Tilslut en lagringsenhed
Slut enheden til din Mac vha. det kabel der fulgte med enheden, og brug derefter Finder til at se den tilsluttede enhed.
Hvis kablet ikke har et stik, der kan sættes i din Mac, kan du måske bruge et mellemstik. Se den dokumentation, der fulgte med enheden.
Flyt arkiver til eller fra en ekstern lagringsenhed
Sørg for, at din Mac er sluttet til den eksterne lagringsenhed (f.eks. via et USB-kabel eller et netværk).
Klik på symbolet for Finder i Dock for at åbne et Findervindue og gør derefter et af følgende for at slette dine arkiver.
Flyt arkiver til lagringsenheden: Vælg et eller flere arkiver på skrivebordet eller i en mappe, og træk dem til den lagringsenhed, der vises under Lokaliteter i indholdsoversigten i Finder.
Flyt arkiver fra lagringsenheden: Vælg lagringsenheden under Lokaliteter i indholdsoversigten i Finder, og træk derefter de ønskede arkiver til en placering på din Mac.
Få tilladelse til at se eller arbejde med arkiver på en lagringsenhed
Hvis du er Mac-computerens administrator, skal du gøre et af følgende:
Bliv godkendt som administrator: Afhængigt af, hvordan du forsøger at få adgang til et arkiv, skal du muligvis godkendes som administratorbruger.
Skift indstillinger til Deling & tilladelser for arkivet: Der er instruktioner i Indstil arkivdeling.
Hvis du ikke er Mac-computerens administrator, skal du bede administratoren om at give dig adgang til de arkiver, du skal bruge.
Skub en lagringsenhed ud
Gør et af følgende på din Mac:
Vælg det emne, du vil skubbe ud, og vælg Arkiv > Skub ud.
I indholdsoversigten i Finder skal du klikke på knappen Skub ud ud for navnet på emnet.
Tip: Du kan hurtigt skubbe diske ud af tilsluttede optiske drev ved at bruge menuen Skub ud på menulinjen. Vælg Apple > Systemindstillinger, klik på Cd’er & dvd’er i indholdsoversigten (du skal måske rulle nedad). Slå “Vis Skub ud på menulinje” til.
Bemærk: Hvis der ikke er et optisk drev sluttet til din Mac, er indstillingerne til Cd'er & dvd'er ikke tilgængelige.
På skrivebordet skal du trække det emne, du vil skubbe ud, til papirkurven.
Hvis du ikke kan skubbe en lagringsenhed ud, bruges et eller flere af arkiverne på lagringsenheden muligvis af en anden app eller en anden bruger. Se Hvis du ikke kan skubbe en disk ud på Mac, fordi en app bruger den og Hvis du ikke kan skubbe en disk ud, fordi en anden bruger bruger den.