Apple-konto på Mac
Dit Apple-id er en konto, der giver dig adgang til alle Apple-tjenester. Brug dit Apple-id til at hente apps og programmer fra App Store, få adgang til medier i Apple Music, Apple Podcasts, Apple TV og Apple Books, holde dit indhold opdateret på tværs af enheder vha. iCloud, indstille en gruppe i Familiedeling m.m.
Du kan også bruge dit Apple-id til at få adgang til andre apps, programmer og websteder (se Brug Log ind med Apple på Mac i Brugerhåndbog til macOS).
Vigtigt: Hvis du glemmer adgangskoden til dit Apple-id, behøver du ikke at oprette et nyt Apple-id. Du skal bare klikke på linket “Glemt Apple-id eller adgangskode?” i vinduet til at logge ind for at hente din adgangskode.
Hvis andre familiemedlemmer bruger Apple-enheder, skal du sikre dig, at hvert familiemedlem har sit eget Apple-id. Du kan oprette Apple-id-konti for dine børn og dele køb og abonnementer med Familiedeling, som er beskrevet senere i dette afsnit.
I Hvor kan jeg bruge mit Apple-id? kan du se, hvilke tjenester du kan bruge med dit Apple-id.
Alt sammen på ét sted. Administrer alt relateret til dit Apple-id på det samme sted. Åbn Systemindstillinger på din iMac. Dit Apple-id og indstillingerne til Familiedeling vises øverst.
Opdater konto-, sikkerheds- og betalingsoplysninger. Klik på Apple-id i Systemindstillinger, og vælg derefter et emne i indholdsoversigten for at se og opdatere oplysningerne, der er knyttet til din konto.
Oversigt: I vinduet Oversigt kan du se, om din konto er indstillet og virker korrekt – hvis ikke, vises der råd og notifikationer her.
Navn, telefon, e-mail: Opdater navnet og kontaktoplysningerne, der er knyttet til dit Apple-id. Du kan også administrere abonnementer på Apple-nyhedsbreve via e-mail.
Adgangskode og sikkerhed: Skift adgangskode til dit Apple-id, slå tofaktorgodkendelse til, tilføj eller fjern godkendte telefonnumre, og generer bekræftelseskoder til at logge ind på en anden enhed eller iCloud.com. Du kan også administrere hvilke programmer og websteder, der bruger ”Log ind med Apple”. Se Brug Log ind med Apple i Brugerhåndbog til macOS.
Betaling og levering: Administrer de betalingsmetoder, som er knyttet til dit Apple-id, og din leveringsadresse til køb fra Apple Store.
iCloud: Vælg afkrydsningsfeltet ved siden af en iCloud-funktion for at slå funktionen til. Når du slår en iCloud-funktion til, bliver dit indhold lagret i iCloud og ikke lokalt på din Mac, så du har adgang til det fra hvilken som helst enhed, hvor iCloud er slået til, og du er logget ind med samme Apple-id.
Medier og køb: Administrer de konto, der er knyttet til Apple Music, Apple Podcasts, Apple TV og Apple Books, vælg købsindstillinger, og administrer dine abonnementer.
Se alle dine enheder. Se alle de enheder, der er knyttet til dit Apple-id, nederst på indholdsoversigten for Apple-id. Du kan bekræfte, at Find min [enhed] er slået til for hver enkelt (se Find), se statussen af iCloud-sikkerhedskopieringen for en iOS- eller iPadOS-enhed eller fjerne en enhed fra din konto, hvis du ikke længere ejer den.
Familiedeling. Med Familiedeling kan du opsætte en familiegruppe og oprette Apple-id-konti til dine børn. Du kan administrere dine familiedelingsindstillinger ved at klikke på Familiedeling i Systemindstillinger og vælge et symbol i indholdsoversigten for at se og opdatere dine oplysninger. Du kan tilføje eller fjerne familiemedlemmer, dele mediekøb, betalingsmetoder, iCloud-lagring og placeringer samt indstille begrænsninger af Skærmtid for dine børn (se Skærmtid på Mac).
Læs mere. Du kan læse mere om iCloud og Familiedeling i Få adgang til dit iCloud-indhold på din Mac og Administrer en familiedelingsgruppe på Mac i Brugerhåndbog til macOS.