Oplad og vedligehold dit iPhone-batteri

Læs mere om, hvordan opladning og brug af din iPhone under ideelle forhold kan forlænge batterilevetiden.

Om batteriets levetid

Et batteris driftstid afhænger af dets kemiske alder, hvilket er mere end blot den tid, der er gået, siden batteriet blev fremstillet. Et batteris kemiske alder er et resultat af en kompleks kombination af faktorer, herunder temperaturhistorik og opladningsmønster. Alle genopladelige batterier er forbrugskomponenter, der bliver mindre effektive, efterhånden som deres kemiske alder bliver højere. Efterhånden som litiumionbatterier bliver ældre, bliver mængden af opladning, de kan holde, mindre. Dette resulterer i forkortet batterilevetid og reduceret maksimal ydeevne. Den etårige garanti omfatter servicedækning af batteriet i tillæg til de rettigheder, der er fastsat i forbrugerlovgivningen.

Læs mere om opladningscyklusser for iPhone

Læs mere om batteri og ydeevne for iPhone

Sådan påvirker opladning dit batteri

For de fleste kunder bør batteriet i iPhone holde hele dagen. Du kan oplade din iPhone hver nat, også selvom batteriet ikke er helt afladet.

iPhone stopper automatisk opladningen, når batteriet er fuldt opladet, så det er sikkert at lade din iPhone være tilsluttet en oplader natten over. Opladningen genoptages automatisk, hvis batteriniveauet falder til under 95 %.

Hvis det er muligt, skal du tage din iPhone ud af stikket, når den er fuldt opladet. iPhone bruger Optimeret batteriopladning som standard. Optimeret batteriopladning reducerer, hvor lang tid din iPhone ligger fuldt opladet, så batteriets levetid forlænges. Den oplader din iPhone helt, så det passer med, hvornår du skal bruge den.

Et batteri varmes op, mens det oplades, hvilket kan reducere levetiden. For at reducere virkningen af varme og forhindre overophedning nedsætter iPhone gradvist opladningsstrømmen, efterhånden som batteriet nærmer sig fuld opladning.

Læs mere om optimeret opladning

Sådan påvirker omgivelsestemperaturer dit batteri

iPhone er designet til at fungere godt ved en lang række omgivende temperaturer, ideelt set 16 °C til 22 °C.

Undgå at bruge eller oplade din enhed ved omgivelsestemperaturer på over 35 °C, da det kan reducere batteriets levetid permanent.

Når du bruger din enhed i meget kolde omgivelser, vil du muligvis opleve, at batteriopladningen holder i kortere tid. Denne tilstand er midlertidig. Når batteriets temperatur vender tilbage til det normale driftsområde, vender ydeevnen også tilbage til det normale.

Software kan begrænse opladningsmuligheden til 80 %, når de anbefalede batteritemperaturer overskrides.

Læs mere om, hvordan temperaturen kan påvirke din iPhone

Sådan påvirker Wi-Fi og Bluetooth batteriet

Wi-Fi og Bluetooth er designet til at trække minimal strøm fra batteriet, når de ikke er tilsluttet et netværk eller tilbehør. For at få den bedste oplevelse på din iPhone skal Wi-Fi og Bluetooth være slået til.

Nogle funktioner virker muligvis ikke, hvis du slår Wi-Fi eller Bluetooth fra

Udgivelsesdato: