Spejlven
Urealistiske idealer lægger pres på mange børn og unge. Hvis vi tidligt fokuserer på at øge børnenes kropstilfredshed og giver både børn og voksne et afsæt til at tale om kropsidealer og sundhed, kan vi forebygge, at de senere i livet tyer til løsningsstrategier som spiseforstyrrelser
Mange unge føler sig pressede af krops- og sundhedsidealer. Det får dem til at tvivle på deres værd, og det kan ses på deres trivsel. Derfor er Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og Anti Doping Danmark gået sammen om et projekt, der skal øge kropstilfredshed og trivsel i de danske 6. klasser.
Der er et akut og stort behov for at rette fokus mod, hvad kroppen kan - og ikke hvordan den ser ud. De unge skal lære, at kroppe er mangfoldige, hvad en sund krop er modsat en ’idealkrop’. Der skal etableres trygge rammer, hvor de unge kan tale med voksne og hinanden om krop, forventninger og trivsel.
Godt selvværd og aktive kroppe i 6. klasse
Med projekt Spejlven skal der gøres op med ét spørgsmål, som alt for mange børn og unge stiller sig selv; Er jeg god nok? For ja, du er god nok.
Men for alt for mange unge er ja ikke det åbenlyse svar. Med Spejlven ønsker Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og Anti Doping Danmark (ADD) at øge trivsel og selvværd blandt eleverne i 6. klasser rundt i landet og få flere til at svare ja til spørgsmålet.
I de kommende tre år skal der gennem projektet kontaktes 5.000 elever fra 6. klasser i hele landet. Her er fokus ikke kun på børnene, men også skolelærere, idrætstrænere, forældre og andre voksne omkring børnene, som er afgørende for at hjælpe børn til bedre trivsel, højere selvværdsfølelse og i sidste ende øget livsglæde.
Mange unge føler sig pressede af krops- og sundhedsidealer. Det får dem til at tvivle på deres værd, og det kan ses på deres trivsel.
Ud over støtte fra Nordea-fonden har projektet modtaget donation fra Sygeforsikringen ”danmark”.
De første skoler blev sat i gang i efteråret 2021, hvor forløbet blev pilottestet. Projektet blev for alvor sat i gang i januar 2022.
Målrettede undervisningsinitiativer
Projektets indsats består af en række forebyggende undervisningsinitiativer målrettet elever i landets 6. klasser samt forældre og ressourcepersoner fra de unges hverdagsliv. Projektet indeholder:
- Workshop-forløb og undervisningsmateriale til 6. klasse
- Uddannelse af lærerteams på årgangene
- Uddannelse af forældre via forældremøder
- Uddannelse af relevant kommunalt fagpersonale (SSP, PPR, sundhedsplejersker)
- Uddannelse af foreningsledere i de lokale idrætsforeninger
- Uddannelse af fitnesspersonale
Evaluering
For at måle om indsatsen har de ønskede effekter for målgruppen, indsamles data om elevernes udvikling i forhold til trivsel, kropstilfredhed og selvværd. De 6. klasser, der deltager i workshoppen, skal besvare ét spørgeskema. Der skal afsættes tid til, at eleverne kan besvare spørgeskemaet i skoletiden.
Klasselærerne, der deltager, vil blive bedt om at besvare ét spørgeskema. Spørgeskemaet vil blandt andet måle lærerens oplevelse af klassemiljøet samt klassens sprog omkring krop og vægt efter, at klassen har deltaget i indsatsen.
Kontakt
Kort og kontant
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og Anti Doping Danmark
3 mio. kr.
8.2 mio. kr.
Få mere at vide
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade
5117 7588