Det er kun anmeldelse af markedsføring af UCITS og afdelinger af UCITS, der skal ske til Finanstilsynet. Anmeldelse af nye andelsklasser i afdelinger, der allerede er registeret til markedsføring i det pågældende værtsland, eller meddelelser om ændringer af registrerede oplysninger skal ske til værtslandets tilsynsmyndighed.
Anmeldelsen skal ske i overensstemmelse med den fremgangsmetode, som er beskrevet i Kommissionens forordning nr. 584/2010 af 1. juli 2010. Værtslandet, hvor investeringsforeningen ønsker at markedsføre sine andele, skal modtage en ansøgning i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der gælder i værtslandet. En liste over de relevante myndigheders hjemmesider kan findes på: http://www.esma.europa.eu.
Når en dansk UCITS har udfyldt en anmeldelse i overensstemmelse med de retningslinjer, der fremgår af værtslandets lovgivning, skal den komplette ansøgning indsendes til Finanstilsynet, som vil varetage anmeldelsen til værtslandets tilsynsmyndighed. Den komplette ansøgning skal indsendes til: finanstilsynet@ftnet.dk.
Som Bilag 1 til Kommissionens forordning nr. 584/2010 af 1. juli 2010 er der udarbejdet en anmeldelsesskrivelse (Notification Letter), der skal benyttes ved anmeldelse om markedsføring i et EU/EØS-land. På baggrund af forordningen har Finanstilsynet udarbejdet et Notification Letter, som kan benyttes ved anmeldelse af markedsføring af danske UCITS i et EU/EØS-land.
Hent anmeldelsesskrivelse for danske investeringsinstitutter i udlandet (udfyldbar pdf - kun engelsk).
Det anbefales dog, at danske UCITS benytter sig af den anmeldelsesskrivelse, som er offentliggjort af tilsynsmyndigheden i det værtsland, hvor den danske UCITS ønsker at markedsføre sine andele, i det omfang den er tilgængelig.