Hovedprincipper
RU arbejder for at bringe EU's borgere tættere på EU. Ved at involvere regionale og lokale repræsentanter, som er i daglig kontakt med deres vælgeres bekymringer, og ved at indbyde borgerne til at deltage i forskellige arrangementer og debatter, bidrager RU til at mindske kløften mellem EU‑institutionernes arbejde og EU's borgere.
Nøglefakta
- 70 % af EU-lovgivningen har direkte regional og lokal indvirkning
- 27 EU-lande
- 329 lokalt og regionalt valgte medlemmer
- 6 underudvalg
- 6 politiske grupper
- op til 6 plenarmøder om året
- mere end 50 udtalelser vedtaget hvert år
Hensigtserklæring
Vores politiske virksomhed bygger på den overbevisning, at samarbejde mellem det europæiske, nationale, regionale og lokale niveau er nødvendigt for at opbygge en stadig mere integreret og solidarisk union mellem Europas folk og for at imødegå globaliseringens udfordringer.
Flerniveaustyring
At arbejde i partnerskab er en anden grundpille i RU's arbejde. Sagt på en anden måde tror RU på en koordineret indsats mellem det europæiske, det nationale, det regionale og det lokale niveau.
Nærhedsprincippet
Nærhedsprincippet skal overholdes i alle faser af EU's lovgivningsproces, hvilket betyder, at beslutningerne skal tages på det myndighedsniveau, der bedst tjener den almene interesse – lokalt, når det er muligt.
Er RU's medlemmer tilknyttet politiske grupper?
RU's medlemmer er grupperet efter deres politiske tilhørsforhold:
- Det Europæiske Folkepartis Gruppe (EPP)
- De Europæiske Socialdemokraters Gruppe (PES)
- Renew Europe
- Gruppen De Europæiske Konservative og Reformister (ECR)
- Gruppen Europæisk Alliance (EA)
- The Greens
Normalt holder grupperne møde før hver plenarforsamling. De kan endvidere holde to ekstraordinære møder (uden for Bruxelles) hvert år.
Hvad er RU's årlige budget?
Regionsudvalgets årlige budget dækker udgifter til personale og politiske medlemmer, tolkning og kommunikationsaktiviteter. Læs nærmere om EU‑institutionernes budget, og hvordan det anvendes, på Kommissionens webside om EU-budgettet.
Hvilken gennemslagskraft har RU?
EU er ikke forpligtet til at tage RU's udtalelser i betragtning, men gør det i p raksis i større eller mindre udstrækning (se Kommissionens årlige rapporter om dens opfølgning på RU's udtalelser samt RU's egne effektrapporter).
Hvor stor betaling får medlemmerne?
Medlemmerne får alene betalt udgifter for deltagelse i møder, og deres deltagelse registreres i referaterne af alle møder, der kan findes på medlemsportalen sammen med deres personlige oplysninger og mødeaktiviteter.