Finansiel forståelse
Det er vigtigt, at du kender til den økonomiske risiko, du løber, træffer informerede valg, og ved, hvor du kan søge hjælp. Sørg for at være velinformeret om dine forbrugerrettigheder, så du har den viden, du skal bruge for at forvalte din indkomst og forbedre din økonomiske situation.
Tips og tricks om, hvordan du forvalter dine penge:
- Tænk grundigt over, om du har brug for et finansielt produkt (lån, investering eller forsikring), som kunne være risikabelt eller dyrt eller udgøre et langsigtet engagement.
- Spørg en uafhængig rådgiver til råds, hvis du ikke forstår et tilbud.
- Læs oplysningerne om produktet grundigt igennem, inden du indgår aftalen, og prøv at sammenligne tilbud fra forskellige udbydere.
- Sørg for at kende dine rettigheder. Hvis du f.eks. køber finansielle tjenesteydelser online, har du 14-dages fortrydelsesret takket være EU's nuværende forbrugerlovgivning.
Hvis du har problemer med en udbyder af finansielle tjenesteydelser, kan du kontakte et europæisk forbrugercenter eller en forbrugerorganisation i dit land.
Ressourcer
- Læs mere om dine forbrugerrettigheder:
- Læs mere om de nationale tilsynsmyndigheders undervisningstilbud om finansielle emner
Databeskyttelse
Databeskyttelse handler om at sikre, at du har kontrol over, hvordan organisationer behandler oplysninger om dig. Reglerne kræver af organisationerne, at de har en god grund til at behandle dine oplysninger, er gennemsigtige med hensyn til, hvad de gør, og gør det på en sikker måde.
Tips og tricks om, hvordan du beskytter dine oplysninger
- Nej betyder nej. Hvis dataansvarlige beder dig om dit samtykke, skal det være frivilligt, specifikt og informeret. Forudafkrydsede felter eller alt for bredt formulerede vilkår tæller f.eks. ikke.
- Du kan trække dit samtykke tilbage, hvis du fortryder, og det skal være lige så let som at give det i første omgang.
- Du kan få gratis adgang til de personoplysninger om dig selv, som organisationer er i besiddelse af. Hvis du opdager, at de er forkerte, kan du kræve, at de bliver rettet. Hvis du opdager, at de er ulovligt lagret, kan du kræve, at de bliver slettet.
- Du har i visse tilfælde ret til at få overført dine data, f.eks. i forbindelse med, at du skifter udbyder.
- Du kan kontakte en databeskyttelsesmyndighed i dit land, hvis du er utilfreds med den måde, organisationer behandler dine personoplysninger på.
Ressourcer:
- Læs mere om dine databeskyttelsesrettigheder
- Find databeskyttelsesmyndigheden i dit land
Internetsikkerhed
Produkter fra hele verden leveret lige til døren med nogle få klik – det er fordelen ved at handle på nettet. Internettet kan bruges til mange ting, men giver også mange muligheder for misbrug. Du skal være på vagt, når du handler online, og opmærksom på de regler, som virksomhederne skal overholde.
Tips og tricks om, hvordan du færdes sikkert online
- Overvej at handle et andet sted, hvis forhandleren ikke oplyser sin identitet eller angiver sine kontaktoplysninger.
- Undgå at gå i en fælde, og vær opmærksom på aggressive salgsmetoder som f.eks.:
- når det hævdes, at et produkt er en "enestående mulighed"
- når det hævdes, at et produkt er "det eneste produkt, der yder effektiv beskyttelse", "det eneste testsæt til brug i hjemmet" eller "den laveste pris på markedet"
- når det hævdes, at der er knaphed på et produkt – f.eks. når der står "kun i dag" eller "kun få tilbage".
- Læs webadresser og -titler omhyggeligt, og undgå at bruge sider med systematiske stavefejl – de anvendes ofte bevidst for at undgå, at websiteoperatørernes algoritmer opdager dem.
- Tjek, om produkterne er beskrevet præcist og forståeligt.
- Indberet ikke-underbyggede eller tvivlsomme tilbud. Brug platformens indberetningsfunktion, eller kontakt de ansvarlige myndigheder eller forbrugerorganisationer i dit land.
- Sørg for at kende dine forbrugerrettigheder.
Ressourcer:
- Læs mere om dine forbrugerrettigheder i EU
- Kontakt de europæiske forbrugercentre, hvis du har problemer med et køb på tværs af grænserne
Bæredygtigt forbrug
Hver dag træffer vi valg, som påvirker miljøet. Bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion handler om at gøre mere og bedre med mindre.
Tips og tricks om, hvordan du kan forbruge på en bæredygtig måde
- Tænk dig om en ekstra gang, før du køber, og overvej at købe brugte varer. Køb ikke en ny smartphone, hvis din nuværende stadig fungerer.
- Vær opmærksom på, om det, du køber er miljøvenligt. Tjek f.eks., om det har EU-miljømærket.
- Vær generelt skeptisk over for bæredygtighedsmærker. Hvis du ved, hvordan du skal læse dem, og hvad de betyder, undgår du at falde for forkerte påstande på forpakningen.
- Tag cyklen, gå, eller brug offentlig transport i stedet for at køre bil eller flyve. 2021 er det europæiske år for jernbanetransport!
- Begræns mængden af affald. Når du smider mad ud, spilder du naturressourcer og penge. Overvej at reparere et produkt, som er gået i stykker, i stedet for at købe et nyt.
Ressourcer
- Læs mere om EU's grønne pagt
- Læs mere om handlingsplanen for den cirkulære økonomi
- Læs om visionen for EU's forbrugerpolitik og den grønne omstilling i den nye forbrugerdagsorden