1. Hvem skal have tilladelse til at drive virksomhed som investeringsrådgiver?
Efter § 3, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, der udøver investeringsrådgivning have tilladelse som investeringsrådgiver. Det er Finanstilsynet, som giver tilladelsen.
Investeringsrådgivning er personlige anbefalinger til en kunde enten på anmodning eller på investeringsrådgiverens eget initiativ af en eller flere transaktioner i tilknytning til finansielle instrumenter, jf. bilag 4, afsnit A, nr. 5 til lov om finansiel virksomhed.
Der er derfor 3 grundlæggende betingelser for at en virksomhed kan betegnes som investeringsrådgivning:
- Rådgivningen skal vedrøre finansielle instrumenter
- Rådgivningen skal være personlig
- Rådgivningen skal munde ud i en anbefaling
Disse 3 betingelser gennemgås nedenfor.
Rådgivningen skal vedrøre finansielle instrumenter
Ved finansielle instrumenter forstås de instrumenter, der er opregnet i bilag 5 i lov om finansiel virksomhed. Der er fx tale om aktier og obligationer. Hvis en rådgiver kun rådgiver om køb af udlejningsejendomme, er der ikke tale om investeringsrådgivning, fordi fast ejendom ikke er et finansielt instrument.
Rådgivningen skal være personlig
At rådgivningen skal være personlig betyder, at den skal ydes på baggrund af kundens individuelle forhold.
Rådgivning til en bredere kreds af modtagere er derfor ikke investeringsrådgivning. Det kan fx være information om bestemte typer af aktier eller oplysninger om udviklingen på afgrænsede markeder. Virksomhed, som alene udsender generel vejledning til en række navngivne personer i form af nyhedsbreve med analyser og tendenser yder ikke investeringsrådgivning, fordi der ikke er tale om personlig rådgivning på baggrund af kundens individuelle forhold.
Generelle råd kan derimod godt være et led i et rådgivningsforløb, som munder ud i en personlig anbefaling om køb af finansielle instrumenter. Hvis det er tilfældet, er der tale om investeringsrådgivning.
Der er tale om investeringsrådgivning, uanset om det er kunden eller investeringsrådgiveren, der tager initiativet til at yde rådgivning.
Rådgivningen skal munde ud i anbefalinger
En anbefaling kan gå ud på,
- At købe, sælge, tegne, udveksle, indløse, beholde eller garantere et bestemt finansielt instrument
- Udøve eller undlade at udøve en rettighed, der skyldes et finansielt instrument til at købe, sælge, tegne, udveksle eller indløse et finansielt instrument
En personlig anbefaling til en kunde kan derfor også bestå af en anbefaling om ikke at købe aktier.
Anbefalinger omfatter endvidere forklaringer om risici og umiddelbare konsekvenser af bestemte valg.
Typer af virksomhed, der ikke er investeringsrådgivning
Nedenfor er der eksempler på virksomhed, som ikke er investeringsrådgivning. Der skal derfor ikke søges om tilladelse som investeringsrådgiver:
- Udgivelse af magasiner med gode råd om investeringer
- Udarbejdelse af generelle analyser af et marked til brug for investeringsbeslutninger
2. Undtagelser fra kravet om tilladelse til at yde investeringsrådgivning
Selvom en virksomhed yder investeringsrådgivning er der dog en række virksomheder, som er undtaget fra at søge tilladelse som investeringsrådgiver. Der er tale om følgende undtagelser:
- Finansielle virksomheder jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed. D.v.s. pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber.
- Kollektive investeringsordninger samt investeringsinstitutter og pensionskasser, hvad enten de er koordineret på fællesskabsplan eller ej, samt depositarer og ledere af sådanne institutter.
- Virksomheder, der kun yder rådgivning til en modervirksomhed, dattervirksomhed eller et datterselskab.
- Erhvervsmæssige virksomheder, der kun yder lejlighedsvis rådgivning. Undtagelsen finder kun anvendelse, hvis den erhvervsmæssige virksomhed er reguleret ved lov eller fag etiske bestemmelser, der ikke udelukker rådgivning. Som eksempel kan nævnes advokater, ejendomsmæglere og revisorer.
- Virksomhed, der alene består i rådgivning vedrørende medarbejderordninger.
- Virksomheder, der kun yder rådgivning, som ikke honoreres særskilt – d.v.s. uden vederlag.
- Det administrerende selskab i et forsikringsadministrationsfællesskab.
Hvordan søger jeg om tilladelse til at yde investeringsrådgivning?
En virksomhed som vil være investeringsrådgiver, skal anvende ansøgningsskemaet som findes under fanen ”Ansøgning” ovenfor.
Der er 8 betingelser, som skal være opfyldt for, at Finanstilsynet kan give tilladelse til, at en virksomhed yder investeringsrådgivning:
- Virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Danmark, jf. dog stk. 5.
- Virksomheden har forretningsgange på alle væsentlige aktivitetsområder, herunder en forretningsgang for håndtering af interessekonflikter, jf. § 8.
- Virksomhedens bestyrelse og direktion eller, såfremt virksomheden drives som interessentskab eller enkeltmandsvirksomhed, den eller de for virksomheden ledelsesansvarlige opfylder kravene i § 4.
- Virksomheden har en ansvarsforsikring eller anden tilsvarende garanti mod erstatningskrav.
- Virksomheden dokumenterer, såfremt denne modtager betroede midler fra forbrugere, at der er oprettet en særlig konto til indsættelse af betroede midler, og at virksomheden har etableret en sikkerhed for disse midler. En finansiel rådgiver eller boligkreditformidler, som ikke modtager betroede midler, skal erklære dette over for Finanstilsynet.1) Medlemmer af bestyrelse og direktion skal opfylde § 64 i lov om finansiel virksomhed
- Kriterierne i § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, når virksomheder er ejere af en kvalificeret ejerandel, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.
- Der må ikke foreligge snævre forbindelser, jf. § 5, stk. 1, nr. 19, i lov om finansiel virksomhed, mellem ansøgeren og andre virksomheder og personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver.
- Lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået et samarbejde med på det finansielle område, vedrørende en virksomhed eller en person, ansøgeren har snævre forbindelser med, jf. § 5, stk. 1, nr. 19, i lov om finansiel virksomhed, må ikke kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver.
Årlig erklæring
Virksomheder omfattet af denne lov skal en gang om året indberette virksomhedens omsætning, antal kunder, antal ansatte med kundekontakt og antal indgåede kundeaftaler til Finanstilsynet.
Rådgivning
Du skal være opmærksom på, at der i tillæg til reglerne om tilladelse til at yde investeringsrådgivning også findes regler om selve udførelsen af investeringsrådgivning. Disse regler kan du finde i bekendtgørelse nr. 809 af 29. juni 2007 om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel. Du kan læse i bekendtgørelsens § 1, stk. 4, hvilke af bekendtgørelsens regler, der finder anvendelse på investeringsrådgiveres rådgivning.
I tillæg til bekendtgørelsen er der udstedt en vejledning nr. 9723 af 25. august 2007 til bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel, hvor kravene til rådgivning er uddybet nærmere.”
Note: Kollektive investeringsordninger er undtaget, når disse er reguleret af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.