Et investeringsselskab skal underrette Finanstilsynet, hvis det er systematisk internalisator. Det gælder, uanset om det er obligatorisk eller frivillig systematisk internalisator.
Et investeringsselskab er obligatorisk systematisk internalisator, hvis det opfylder betingelserne for, at det på organiseret, hyppigt, systematisk og væsentligt grundlag handler for egen regning ved udførelsen af kundeordrer, jf. Systematiske internalisatorer – hvad vil det sige at være systematisk internalisator?
Senest den 1. september 2018 skal det enkelte investeringsselskab have opgjort, om det er systematisk internalisator. Opgørelserne forudsætter dataaggregater for EU, som ESMA offentliggør den 1. august 2018. Derefter offentliggør ESMA EU-data fire gange om året, hvorefter investeringsselskaberne skal opgøre, om de er obligatorisk systematisk internalisator.
Et investeringsselskab kan også frivilligt vælge at blive systematisk internalisator, selvom det ikke overskrider tærsklerne for hyppighed, systematik og væsentlighed. Det forudsætter, at selskabet har foretaget en korrekt underretning (se nedenfor) til Finanstilsynet.
Et investeringsselskab kan blive frivillig systematisk internalisator fra den 3. januar 2018.
Underretning til Finanstilsynet
Et investeringsselskab skal underrette Finanstilsynet, hvis det bliver eller ophører med at være systematisk internalisator i en given aktivklasse. Det skal ske så hurtigt som muligt – og senest dagen før ændringen.
Underretningen til Finanstilsynet skal ske ved hjælp af skemaet øverst på siden.
Finanstilsynet videreformidler underretningerne til ESMA.
Bemærk, at underretningen til Finanstilsynet kun skal indeholde oplysninger på aktivklasseniveau, selvom reglerne for systematiske internalisatorer gælder på instrument- eller instrumentgruppeniveau.
Eksempelvis skal underretningen kun indeholde information om, at selskabet er systematisk internalisator i aktivklassen aktier, hvis selskabet er systematisk internalisator i en specifik aktie. Underretningen skal altså ikke indeholde oplysninger om, hvilke aktier der er tale om.