Intelligent blokering af sporing
Du har måske bemærket, at når du har set på et produkt på nettet, begynder du pludselig at se det overalt, når du er online. Det sker, når en tredjepart registrerer cookies og andre websitedata for at vise dig annoncer på tværs af forskellige websites.
Intelligent blokering af sporing bruger enhedens indbyggede intelligens og de nyeste teknikker inden for maskinlæring til at forhindre sporing på tværs af websites. Den skjuler din IP-adresse fra trackere, så det er dig og ikke en annoncør, der bestemmer, hvad du ser på nettet. Og du behøver ikke at ændre dine indstillinger for at opnå denne beskyttelse, fordi Intelligent blokering af sporing er slået til som standard.
Privat browser
Safari værner automatisk om dit privatliv. Privat browser giver dig ekstra beskyttelse. Når den er slået til, vil Safari ikke huske dine søgninger eller de sider, du besøger, eller gemme oplysninger fra formularer, du udfylder online. Avanceret beskyttelse mod sporing og digitale fingeraftryk er også med til at forhindre websites i at spore eller identificere din enhed. Kendte sporingsmekanismer bliver blokeret på websider, og beskyttelse mod sporing via links fjerner sporing tilføjet til URL’er, når du browser. Understøttelsen af indholdsblokering er designet, så der ikke kan sendes oplysninger om dine browseraktiviteter til udviklere. Private browservinduer låses desuden automatisk, når du ikke bruger dem, og kan kun låses op med adgangskoden til din enhed.
Loginnøgler
Loginnøgler erstatter adgangskoder med en nemmere og mere sikker loginmetode. Din personlige nøgle bliver aldrig gemt på en webserver, så du behøver ikke at bekymre dig om, at datalæk fra websites går ud over dine konti. Og loginnøgler forlader aldrig din enhed. De fungerer kun med det website, du har oprettet dem til, så phishing bliver næsten umuligt. Loginnøgler er end-to-end-krypterede og synkroniseres på tværs af dine Apple-enheder via iCloud-nøgleringen. På Apple-enheder kan du nemt bruge Face ID eller Touch ID til at logge ind. På websites eller i apps på enheder, der ikke er fra Apple, kan du bruge din gemte loginnøgle ved at scanne QR-koden med din iPhone eller iPad og bruge Face ID eller Touch ID til godkendelse.
Anonymitetsrapport
Anonymitetsrapporten giver dig en oversigt over alle de trackere på tværs af websites, som bliver blokeret af Intelligent blokering af sporing i Safari. Du kan få adgang til rapporten på både værktøjslinjen og startsiden i Safari.
Adgangskode-monitorering
Safari tjekker, om de adgangskoder, du har gemt i din nøglering, er blevet kompromitteret ved et brud på datasikkerheden. Browseren bruger stærke og sikre kryptografiske teknikker til regelmæssigt at kontrollere afledninger af dine adgangskoder og sammenligne dem med en offentligt tilgængelig liste over kompromitterede adgangskoder. Hvis Safari finder en adgangskode, der muligvis er blevet kompromitteret, får du besked om det på din enhed. Dine adgangskoder bliver aldrig afsløret under denne proces, heller ikke for Apple.
Forebyggelse af sporing af sociale widgets
Sociale widgets, der er integreret på websites, f.eks. synes godt om-knapper, del-knapper og kommentarfelter, kan bruges til at spore dig, selvom du ikke klikker på dem eller bruger dem. Safari blokerer denne sporing som standard, og det forhindrer sociale widgets i at få adgang til din identitet, medmindre du giver dem tilladelse.
Værn mod digitale fingeraftryk
Safari arbejder på at forhindre, at annoncører og websites bruger din enheds unikke kombination af kendetegn til at oprette et “fingeraftryk” for at spore dig. Disse kendetegn omfatter enhedens og browserens konfiguration samt de skrifttyper og plug-ins, du har installeret. For at skjule disse fingeraftryk videregiver Safari en forenklet version af systemkonfigurationen, så der er flere enheder, der ser ens ud for trackerne, og det er dermed sværere at identificere lige netop din. Denne beskyttelse er slået til som standard, så du behøver ikke at foretage dig yderligere.
Søg
Med det smarte søgefelt i Safari kan du skrive navne på websites, webadresser og søgninger på ét og samme sted. Safari minimerer mængden af data, der sendes til søgemaskiner fra tredjeparter
– den deler f.eks. ikke cookies eller din nøjagtige placering, hvilket kan ske, hvis du søger på andre måder. Safari giver også mulighed for at indstille DuckDuckGo som din standardsøgemaskine, så du kan søge på nettet uden at blive sporet.
Kontrolfunktioner til udvidelser
Browserudvidelser kan hjælpe dig på mange måder, f.eks. ved at spare dig for penge på dine køb eller rette dine grammatiske fejl. Men de kan også bruges til at spore dig og din browsing-aktivitet eller ligefrem registrere, hvad du skriver på dit tastatur. Med Safaris kontrolfunktioner til udvidelser kan du vælge, om en udvidelse skal have adgang til dine oplysninger en enkelt dag, på det aktuelle website eller hele tiden.
Oversigt over databeskyttelse i Safari
Ligesom med alle vores produkter og tjenester har Safari indbyggede teknologier, der er designet til at beskytte dine personlige oplysninger. Der værnes automatisk om dit privatliv. Du behøver ikke engang at ændre dine standardindstillinger.